EPX

DGS’ holdning til regeringens ungdomsuddannelsesudspil - “Forberedt på fremtiden V”

I Danske Gymnasieelevers Sammenslutning positivt indstillet overfor regeringens forslag om at skabe en uddannelse, der giver de unge, der vil i retning af en erhvervsuddannelse et sted, hvor ungemiljøet, den praktiske faglighed og det sociale fællesskab er i fokus, mens det samtidig udskyder det specifikke uddannelsesvalg på lige fod med deres jævnaldrende på de eksisterende gymnasier. Dog har DGS en række væsentlige kritikpunkter, som vi mener vil øge EPX’ens sandsynlighed for at blive en succes

Behold den fleksible uddannelsesvej. 

Der er en stor elevgruppe, der gerne vil læse en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse, men som af diverse årsager ikke trives i strukturen på de 3-årige gymnasiale uddannelser grundet deres struktur med standpunktskarakterer og begrænsede muligheder for at tilrettelægge sit uddannelsesforløb efter specifikke behov. Elever, der i stedet har behov for den fleksibilitet som en 2,3 eller 4-årig HF-uddannelse tilbyder i dag- dette gælder især for elever med særlige behov. Vi frygter, at man, ved at lukke denne elevgruppes uddannelsesvej, risikerer, at de falder mellem to stole. En elevgruppe, der nyder godt af de strukturer, der findes i HF-uddannelsen i dag. Strukturer, som vi mener er vigtige at bibeholde og som gør, at de elever vil have svært ved at se sig selv i EPX’en som regeringen har præsenteret den. DGS ser helst, at der oprettes erhvervsrettede fagpakker, man kan vælge, samtidig med at man ligesom i dag kan vælge professionsrettede fagpakker med gymnasiale fag.

Frit uddannelsesvalg skaber motivation og trivsel

Det er den rette vej at gå, hvis man ønsker flere elever på erhvervsuddannelserne, frem for, gennem et skærpet karakterkrav til de gymnasiale uddannelser, at tvinge unge, der ikke er motiverede for det, til at tage en erhvervs- eller professionsuddannelse. Det er centralt, at de elever, man ønsker skal tage erhvervs- eller professionsuddannelserne, er motiverede for det og har lyst til at være der. DGS mener ikke at et forhøjet karakterkrav til de treårige-gymnasier er en god løsning for gymnasierne, folkeskolen eller den nye ungdomsuddannelse. En ny ungdomsuddannelse, der bliver født ud af et hævet adgangskrav til de andre gymnasiale uddannelser, vil ikke blive en succes. Den vil pege karakterræset ned i folkeskolen, hvilket utvivlsomt vil have betydning for trivslen, og derudover ved vi, at der til et hævet karakterkrav er en definitiv social, kønsmæssig og geografisk slagside.

Indhold på EPX

DGS er bekymrede for fagligheden på EPX, da man fx skal kunne gå fra Dansk C til A på et år. Samtidig vil der være en divers og svær gruppe at tage hensyn til i et klasselokale. Man lægger også op til, at eleverne skal vælge linje før de starter. Det mener vi er en dårlig ide, da det vil give eleverne mindre tid til at udskyde deres valg og afprøve forskellige fagligheder.

Sammenlægning af uddannelser i hele landet

DGS ser positivt på, at man vil fjerne nogle af de bureaukratiske forhindringer, der er i uddannelsessystemet i dag. Med faldende ungdomsårgange i udkantsdanmark, er det nødvendigt at sammenlægge uddannelser på campus. Vi mener, det er vigtigt at understøtte campus, hvor det giver mening. Her vil en sammenlægning af institutionslovgivningen være med til at sikre adgangen til uddannelse i hele landet.