KURSER
Kurser til elevråd
Vi afholder kurser, oplæg og workshops om mange forskellige emner, og vi vil rigtig gerne komme ud på jeres skole. Vi skræddersyer altid vores kurser, så det passer til netop jeres elevråd, klimaråd eller udvalg. Læs herunder hvilke kurser vi udbyder. Hvis du er interesseret i et klimarelateret kursus, skal du klikke her.
Hvis I vil booke et kursus, skal I skrive en mail til kontakt@dgsnet.dk
I mailen skal I skrive:
Hvilket kursus I ønsker
Datoforslag for kurset
Navn, lokation og telefonnummer
Det er helt gratis at booke og vi kommer altid til jer!
Elevrådsledelseskurser
Kurset afholdes for forpersonerne i landets elevråd. Der afholdes 2-4 kurser i hhv. efteråret og foråret i Odense, Århus, Aalborg og København.
Kurset giver dig viden om alt det du har brug for til at lede et elevråd og skabe forandring på din skole. Her bliver du klogere gennem spændende oplægsholdere og får lov til at sparre med andre elevrådsledelser. Alt i alt får man en masse gode ideer med hjem.
Emnerne varierer fra gang til gang, men har du en god ide til noget du gerne vil have på programmet næste gang, så skriv endelig til os!
Kurserne for efteråret 2024 er følgende:
København - 02/12-2024
Odense - 03/12-2024
Aarhus - 04/12-2024
Aalborg - 05/12-2024
ANDRE KURSER
ELEVDEMOKRATI
Hvad er jeres rettigheder som elever og elevråd?
Hvordan laver I fede aktiviteter og sikrer at folk kommer til arrangementerne?
Hvordan påvirker man bedst ledelsen og sikrer indflydelse lokalt?
Dette er nogle ting, som vi kan hjælpe jer med!
I kan f.eks. booke os til:
Opstart og rebranding af elevråd
Har dit elevråd brug for at få skudt året godt i gang, sat rammerne for en ny struktur, eller generelt klargjort hvordan man får opbygget sit elevråd? Så kan dette kursus være noget for dig!
Elevdemokrati og repræsentativitet
Kursus tilbyder værktøjer til, hvordan man engagere og mobilisere elever til elevrådet, samt overordnede rammer for det elevdemokratiske virke. Dette kan blandt andet være, hvordan man afholder et vellykket arrangement.
Kurset egner sig til alle elevråd, uanset hvor selvkørende rådet er.
Vedtægter
Vedtægter er elevrådets grundlag, og dette kursus dækker over vigtigheden af velfungerende vedtægter, samt hvordan man etablere disse i sit elevråd.
Derudover kommer vi ind på, hvordan man bedst muligt håndhæver og inkorporere dem i elevrådets hverdag
Rebrand dit elevråd
Oplever I, at det er svært at tiltrække nye kræfter til elevrådet? På denne workshop kan I blive klogere på, hvordan andre opfatter elevrådets arbejde. Derudover kan I lære om, hvordan I gør elevrådets arbejde mere gennemsigtigt gennem brug af fx sociale medier.
TRIVSEL OG SAMVÆR
Vi udbyder kurser, der sætter fokus på, hvordan vi skaber inklusion og god trivsel på gymnasiet. Skriv til os, og så sammensætter vi det kursus I har brug for.
I kan f.eks. booke os til:
Seksualundervisning
Et oplæg om seksualundervis-ningens historie og skiftende tilgang og indhold. Her kommer vi til at diskutere, om seksualundervisningen også skal foregå i gymnasiet og hvad den skal indeholde. I vil også få gode råd til at få seksualundervisning lokalt på jeres skole.
Samværspolitik
En workshop for elevråd, der ønsker at starte en samtale om sexisme, seksuel chikane og overgreb i gymnasiet gennem udarbejdelse af en samværspolitik.
Workshoppen indeholder også en guide til at undersøge omfanget af sexisme på jeres skole.
LGBT+ unges trivsel
En workshop om at forbedre trivslen blandt LGBT+-personer i gymnasiet. Workshoppen handler både om at gøre hinanden klogere på begreber, men særligt hvilke tiltag I kan lave lokalt, så alle føler sig velkomne og trygge.
Inkluderende festkultur
Det sociale liv i gymnasietiden er en så essentiel del af vi unges dagligdag. Derfor tilbyder vi idékursus i at facilitere en mere inkluderende og rummelig fest, café og generelt socialkultur.
Få inspiration til at tage nye trivsels- og fællesskabsinitiativer, samt hvordan man får disse ting indført på sin skole.
ELEV- OG STUDENTERKOOPERATIVET
At elevrepræsentanterne er inddraget i bestyrelsesarbejdet på den enkelte skole er vigtigt for en velfungerende, demokratisk bestyrelse. Derfor er det altafgørende, at eleverne er klædt ordentligt på til at varetage denne rolle. I den sammenhæng har Elev- og Studenterkooperativet det helt rette kursus, hvis der på jeres skole er blevet valgt nye elevrepræsentanter til bestyrelsen.
Kurset klæder deltagerne bedre på til bestyrelsesarbejdet. På kurset lærer deltagere bl.a. om økonomi og de juridiske rammer. Deltagerne får også mulighed for at erfaringsudveksle med hinanden og dykke ned i hvordan de bedst engagerer andre elever i skolens liv og udvikling.
Derudover tilbyder de en række forskellige kurser omhandlende frivilligt og politisk arbejde, økonomistyring og andre gode ting i forbindelse med driften af en frivillig organisation.
Elev- og Studenterkooperativet er DGS’ gode venner, og en del af den samme bevægelse der kæmper for unge menneskers muligheder og rettigheder.
I kan læse mere om deres bestyrelseskursus og deres andre kurser her- www.esknet.dk/