TAXAMETERSYSTEMET

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning mener, at der i det nuværende bevillingssystem til vores gymnasier er en række udfordringer, som skaber et rum for forbedring. Samtidigt ser vi, at diskussionen om bevillingssystemer er blevet vakt til live igen - først på de videregående uddannelser og siden på den nye forberedende grunduddannelse (FGU).

I dette dokument skitserer vi derfor vores bud på, hvordan et bedre bevillingssystem kunne se ud. Et bevillingssystem til gavn for os som gymnasieelever:

Holdtaxametre frem for elevtaxametre

I dag bliver gymnasierne (primært) tildelt penge pr. elev, de har indskrevet. Men da det - i store hele - koster det samme at undervise et helt hold, uanset hvor stort det er (en lærer koster én lærerløn, om der er 20 eller 30 elever), er denne form for bevilling forfejlet. Dels fordi, den giver gymnasierne incitamenter til at klemme så mange elever som muligt ind i hver klasse, og dels fordi, den skaber en ulighed imellem gymnasier, der kan fylde klasserne op - og gymnasier, der ikke kan. En ulighed, der kommer til udtryk i forskellige forudsætninger for skolerne i at tilbyde ‘ekstra ’-aktiviteter såsom lektiehjælp, musicals eller frivillige forløb.

DGS foreslår derfor, at taxametrene skal omstruktureres, så gymnasierne I stedet tildeles penge pr. hold, de har oprettet; det vil sige fra elevtaxameter til holdtaxameter. Dette ville dels fjerne incitamentet til at have overfyldte klasse, og dels nivellere den økonomiske ulighed, der er mellem populære og mindre populære gymnasier. Og dermed skabe et bedre undervisningsmiljø, til gavn for os som gymnasieelever.

Ydermere ønsker vi at bøden for at bryde klasseloftet skal være langt større end i dag, hvor det for de store og meget søgte gymnasier kan være rentabelt at optage mere end 28 elever i klasserne.

Styring med ansvar - ikke med økonomiske incitamenter

I dag er der en tendens til, at man fra politisk hold søger at styre uddannelsesinstitutioner via økonomiske incitamenter. Men økonomisk straf og belønning er ikke noget, som hører hjemme et i bevillingssystemet. Det skaber nemlig en større ulighed imellem gymnasierne, da de ”gode” gymnasier vil få endnu flere penge, fordi de møder krav om for eksempel færdiggørelse eller løfteevne, mens mindre “gode” gymnasier vil få færre penge, selvom det faktisk, paradoksalt nok, er her, at der er brug for en større indsats - og dermed flere ressourcer.

DGS foreslår derfor, at et bevillingssystem hverken bør straffe eller belønne gymnasierne økonomisk. I stedet skal ministeriet påtage sig et ansvar i forhold til de enkelte gymnasier. Hvis et eller flere gymnasier har udfordringer med for eksempel frafald eller løfteevne, bør ministeriet dels stille krav - og dels give gymnasierne de værktøjer, strategier og midler, de har brug for, til at løse deres problemer.

Et socialt taxameter(system)

I dag findes der er et socialt-taxameter, der forsøger at omfordele penge fra gymnasier, der har en ressourcestærk elevgruppe, til gymnasier, der har en mindre ressourcestærk elevgruppe. Det skyldes, at det ikke koster det samme at uddanne forskellige typer af elever. For eksempel har unge fra såkaldt uddannelsesfremmede hjem værre forudsætninger for at tage og gennemføre en gymnasial uddannelse - og har derfor brug for ekstra hjælp, som ‘koster ekstra’. Men desværre er det i dag kun få gymnasier, der er berettigede til at modtage socialt taxameter - og desværre udgør det sociale taxameter kun en lille andel af den samlede bevilling.

DGS foreslår derfor, at det sociale taxameter bør udvides, så det i højere grad integreres ind i undervisningstaxameteret, som får en social dimension. Med dette menes, at undervisningstaxameter skal variere alt afhængigt af skolens elevsammensætning. Skoler, hvis elevgruppe i forvejen er ekstra udfordret, skal modtage flere penge pr. klasse, end skoler, hvis elevgruppe er ressourcestærk. Det vil sikre, at man i højere grad udligner den økonomiske - og siden sociale - forskel, som eksisterer i kraft af skolernes forskellige elevsammensætninger. Derudover skal det sikres, at skoler modtager et én til én tilskud til ordblindehjæp, både til helt ordblinde og til såkaldt gråzone-ordblinde.

Et større grundtilskud

I dag får gymnasierne dele af deres bevilling som et grundtilskud, der sikrer, at gymnasierne har en sum penge blot i kraft af deres eksistens. Det mindsker den usunde konkurrence, gymnasierne er underlagt, og som blandt andet ses i høje marketingudgifter og en kamp om eleverne. Ligeledes hjælper grundtilskuddet, sammen med udkantstilskuddet, mindre gymnasier til dels at holde sig i live og dels at levere kvalitet. Desværre udgør grundtilskuddet kun en lille del af gymnasiernes samlede bevilling.

DGS foreslår derfor, at grundtilskuddet skal udgøre en større del af gymnasiernes samlede bevilling. På den måde vil det være nemmere for små gymnasier at levere uddannelseskvalitet, både i og udenfor undervisningen. Ligeledes vil det fjerne meget af den usunde konkurrence, der i dag hersker gymnasierne imellem. Til gavn for eleverne, både på de store og små gymnasier.

Et elevråds-taxameter

I dag har alle gymnasier et elevråd, og selvom elevrådsbekendtgørelsen foreskriver, at elevrådene også har ret til sit eget budget, er omfanget af dette meget forskelligt fra elevråd til elevråd. Samtidigt er elevrådene helt essentielle, både som demokratisk dannende organer og som elevernes vej til medbestemmelse og ejerskab over landets gymnasier.

DGS foreslår derfor, at der indføres et elevrådstaxameter, hvor hvert gymnasium tildeles penge pr. klasse øremærket til elevrådet. En sådan institutionalisering af elevrådenes økonomi vil sikre dels, at elevrådene over landets stilles ens, og dels, at elevrådene bliver mere uafhængige og i højere grad kan agere på egen hånd.

Afslutning

Gymnasieelevernes bud på et bedre bevillingssystem består altså af:

En overgang fra elev- til holdtaxameter, som vil sikre en mere fair finansiering - også på tværs af gymnasier.

En styring via ministeriet - ikke via økonomiske incitamenter til gymnasierne, som vil sikre, at vi undgår en (økonomisk) polarisering mellem gode & ‘dårlige’ gymnasier.

Et socialt aspekt af undervisningstaxameteret, a la et styrket socialt taxameter, som vil sikre, at de skoler med mange ekstra-udfordrede elever også får ekstra midler.

Et større grundtilskud, der vil dæmpe den usunde konkurrence gymnasierne imellem og sikre bedre forudsætninger for høj kvalitet for mindre gymnasier.

og sidst

Et elevrådstaxameter, der vil institutionalisere elevrådenes bevillinger, så de bliver ens på tværs af gymnasier og mere selvstændige.